MISBRUG AF DANNEBROG

Må man flage med et orangefarvet flag, der til forveksling ligner et falmet Dannebrog?

 I Roskilde har man flaget med et orange flag med et hvidt kors, benævnt orangebrog, som en del af konceptet Go Orange, som byen skulle iklæde sig, så alt blev orange i dagene omkring festivalen. Dannebrog i hvidt og orange har imidlertid i den grad sat gang i debatten i Roskilde.

Det er direktøren fra organisationen ErhvervsForum og VisitRoskilde som er initiativtager med at omforme Dannebrog til orangebrog, og han fortryder ikke selve ideen.

Den har skabt nogen debat, men vi står fast ved, at flaget kun er produceret til denne her begivenhed. Vi har givet det et lille Roskilde-twist i respekt for vores flag. Jeg kan godt forstå, at nogle er blevet stødt. Det ligner mest af alt et falmet Dannebrog, og jeg fortryder, at den orange farve ikke er blevet noget skarpere, men farven er mit valg, og den tager jeg på min kappe, siger direktøren.

Efter at have modtaget en del klager blandt andet også fra Danmarks-Samfundet, bad Roskilde Kommune dog Justitsministeriet om en juridisk vurdering. Svaret var, at ministeriet tog afstand fra anvendelsen af orangebrog, idet flaget frembyder så væsentlige lighedspunkter med Dannebrog, at flagning med orangebrog må anses for uberettiget.

Der findes ikke en egentlig ”flaglov”, der fastlægger korrekt anvendelse af vores nationalsymbol. Det har eksempelvis Norge, Sverige og Grønland. Det betyder, at der ikke er nogen lov eller reglementariske bestemmelser som fastlægger, hvordan Dannebrog skal bruges, og hvordan Dannebrog ikke må bruges.

Brugen af Dannebrog bygger i dag på en række ikke sammenhængende ministerielle cirkulærer og hævdvunden praksis, som har etableret sig op gennem tiden. Bestemmelserne er derfor spredt i en række ganske specifikke forskrifter. Da brugen af flaget og vores nationalsymbol er baseret på gamle forordninger og meget få cirkulærer giver det mulighed for fortolkninger af de forskellige spørgsmål, der opstår, når Dannebrog indgår i dagliglivets vidt forskellige foreteelser under lige så forskellige vilkår.

Dansk Standard har fastlagt en række bestemmelser for, hvordan et Dannebrogsflag skal se ud for at det er et Dannebrogsflag. Det gælder også for Dannebrogs farver. De Pantonefarver som Dansk Standard har fastlagt for de to røde farver i Dannebrog må ikke ændres. Dannebrogsrød er pantone 186C og Orlogsrød er pantone 194C. Hvis IKKE der er anvendt disse farvetoninger er flaget IKKE et Dannebrogsflag.

Det er politiet som på Justitsministeriets vegne ’varetager’ tilsynet med og anvendelsen af Dannebrog.

Danmarks-Samfundet er organisationen, der med baggrund i den danske kulturtradition, har til formål at udbrede kendskabet til og anvendelsen af Dannebrog som et nationalt symbol for dansk kultur, fællesskab og identitet.

Danmarks-Samfundet har udgivet bogen Sådan bruges Dannebrog. Den beskriver i detaljer, hvordan Dannebrog bør anvendes. Den forklarer om de danske flagregler og kutymer for brug af nationalsymbolet. Formålet med bogen er at fortælle om Dannebrogs betydning og beskrive korrekt brug af flag, fane og vimpel. Her findes oplysninger, beskrivelser og forklaringer, så Dannebrog med større sikkerhed kan bruges rigtigt. Bogen kan bruges af alle private personer, virksomheder og offentlige myndigheder som vil anvende Dannebrog korrekt.

Bogen kan gratis hentes i PDF-format på følgende internet-side: [http://www.danmarks-samfundet.dk/download/vejledninger/Sådan%20bruges%20Dannebrog.pdf].

Danmarks-Samfundets fokus er Dannebrog og alene Dannebrog. Der vil være en verden uden om det nationale symbol, som er smykket med fantasiflag, reklameflag, standere, bannere og andre former for flag. De lever helt sikkert deres eget liv. Justitsministeriet har bestemt, at der ikke kræves tilladelse til at flage med såkaldte fantasiflag, medmindre de frembryder væsentlige lighedspunkter med fremmede nationers flag eller uden for Danmark anerkendte provinsflag eller flag, som har opnået særlig beskyttelse.  Men hvis grænsen for at anvende Dannebrogs symbolik, farver og konstruktion nærmer sig, vil Danmarks-Samfundet selvfølgelig tilkendegive og synliggøre sine synspunkter sammen med Justitsministeriet.

Det nationale videncenter om Dannebrog er en del af landsforeningen Danmarks-Samfundet og varetager en række opgaver vedrørende Dannebrog.

Videncenteret skal fremme forståelsen af, at Dannebrogs historie, flaget som nationalsymbol og flaget som kulturarv har betydning for samfundsudvikling, hverdagsliv og værdigrundlag.

Det nationale videncenter skaber anerkendt viden om korrekt brug af Dannebrog.

Centrets medarbejder kan kontaktes gennem Danmarks-Samfundets landskontor. Flagkonsulent i videncenteret Søren Cruys-Bagger informerer om Dannebrog og hvilke regler, der er for flagning med Dannebrog. Regler, der som konsekvens af at der ikke findes en flaglov, alene hviler på skik, brug, tidsånd og traditioner.

Danmarks-Samfundets bestyrelse finder Roskilde Kommunes brug af orangebrog grænseoverskridende og en krænkelse af vort nationalsymbol og hilser derfor med tilfreds, at Justitsministeriet har afgjort, at det var uberettiget at flage med det orange flag, fordi det ligner Dannebrog for meget. Men så længe man kalder det orangebrog, er der ikke noget juridisk, man kan stille op, for der er ikke noget regelsæt imod det.

Vi anerkender Roskilde og initiativtagerne retten til at konstruere deres eget orangefarvede fantasiflag i forbindelse med byens støtte til Roskilde Festival 2014, men at anvende denne form for versioneret udgave af Dannebrog kan vi ikke acceptere.

 

 

 

 

 

 

Print Friendly